Prydhaven ved møllergården

Prydhave anno 1930

En smuk og hyggelig have

I det stemningsfulde miljø mellem Odder Museums historiske bygninger findes en smuk lille prydhave. Fra det tidlige forår til det sene efterår blomstrer stauder, løgplanter og roser.

Den oprindelige blev anlagt ret sent, omkring 1930, da en gammel bygning på stedet var blev nedrevet. Nu blev der endelig plads til en prydhave ved møllerfamiliens stuehus. Det har formodentlig været møllerens hustru som havde ansvar for haven.  

Levende statussymboler

I ældre tid gjorde almindelige folk på landet det ikke meget i kønne blomster. De gamle bondehaver bestod af afgrøder, der kunne bruges i husholdningen særligt kål, frugttræer og humle til øl. Blomsterhaver er et nyere fænomen, men i 1920erne var en smuk, velordnet have med blomster for længst blevet et vigtigt statussymbol. Det vidnede om overskud og velstand i huset. En fin have var et vigtigt signal til omverdenen om de respektable mennesker der boede her. Både borgerskabet og gårdmandsstanden havde på det tidspunkt udviklet deres egne særlige have traditioner og typer.  

Vi ved ikke ret meget om den oprindelige lille have her på stedet. Der findes et enkelt foto hvor man kan se havens layout med det ovale bed i midten.

Landbohave anno 1930

I begyndelsen af 1990erne blev haven genstand for et projekt, hvor Odder Museum indsamlede gamle stauder fra lokale haver. Frem mod 2018 havde nogle planter nærmest overtaget haven, mens andre var helt forsvundet. Mange kunne dog reddes og findes her stadig. 

På det tidspunkt besluttede museet at reetablere haven forfra. Da der ikke var meget historisk materiale at gå efter, valgte vi at indrette den som en typisk landbohave anno 1930. Som sådan er haven opdelt i bede, afgrænset af lave hække og med smalle gangstier imellem. Som det var typisk for den type haver, er der rigeligt med bar revet jord mellem stauder og roser. 

I 1930erne et rigt udvalg af stauder og blomster på markedet. De fleste af de plantetyper, vi kender i dag, kunne faktisk også fås i handlen dengang og der var mange lokale blomstergartnerier og planteskoler. Omvendt kommer der konstant en lind strøm af nye sorter ud på markedet, og vi forsøger selvfølgelig at holde os til de kendte gamle og har bevaret alle de planter, der stammer fra indsamlingen i 1990erne. 

Prydhaven er indrettet sådan, at der i midten findes et rosenbed, hvortil vi har valgt historiske roser omgivet af en hæk af blå lavendel - en klassisk kombination. Mellem roserne findes violfrøstjerne, men ellers få blomster.

Det forreste bed er afgrænset af buksbom, som museets frivillige selv har stiklingeformeret af gammel planter på stedet. Her er en god blanding af forskellige stauder, overvejende i røde og rosa toner. Det bagerste bed er afgrænset af buksbom og porcelænsblomst, som også ofte blev brug til lav "hæk" i landbohaverne. I dette bed dominerer gule og orange-toner med planter som gyldenris og dagliljer Om foråret præges hele haven af de mange løgplanter, herunder mange smukke Darwin-tulipaner i røde og gule farver.

Odder Museum er altid interesseret i gamle lokale staude med en spændende historie.