Køb honning fra bierne i museumsbutikken
Museets bigård og de tre "historiske" bistader
Nær møllerfamiliens stuehus findes museets lille bigård. De tre grønne trugstader er bygget efter forlæg af et bistade, som museet har i sin genstandssamling. Dette trugstade er efter alt at dømme det sidste originale bistade fra virksomheden J. F. Nielsens og Sønners Bistade- og Vokstavlefabrik i Assedrup. En lille familieejet virksomhed, som blev grundlagt i den nye stationsby i året 1885. Gennem tre generationer leverede den trugstader, vokstavler og andet udstyr til biavlere i hele Østjylland. I andelstiden var J. F. Nielsens trugstader et almindeligt syn på Odderegnen.
Lidt om forhistorien
Honningbien er et særligt insekt. Selv blandt de vilde bierne, der danner kolonier, er den helt enestående på grund af koloniens størrelse. Om sommeren kan der være over 50.000 bier i en enkelt familie. Så mange bier samler meget nektar og producerer honning nok til at være interessant bytte for mennesker. På vore breddegrader er honningbien det eneste insekt, som har har været i menneskets tjeneste i hvert fald siden bronzealderen. I mange hundrede år handlede det dog om plyndring af de vilde biers bo i hule træer i skovene. Men i middelalderen blev der holdt bier i hule træstammer, og der var lovgivet om bierne i Jyske Lov fra 1241. Fra midten af 1500-tallet blev det almindeligt med bikuber af halm, og bigården var ligesom kålgården, æblegården og humlegården en almindelig del af anlægget ved en gård. Bierne leverede honning og voks, og begge dele var kostbare ressourcer.
Biavl med halmkuber
Bigården stod i reglen nær stuehuset. Sikkert fordi det var vigtigt at holde øje med den. Biavl med halmkuber var en anden form for biavl end moderne biavl. For at få adgang til honningen måtte man nemlig ødelægge bifamilien. Derfor var det vigtigt, at de overvintrede familier sværmede mest muligt i foråret. At sværme er biernes naturlige måde at reproducere sig på. En del af familien flytter simpelthen hjemmefra og starter forfra i et nyt bo. Når de sværmede, så skulle de indfanges og startes op i en ny kube, som så forhåbentlig kunne tømmes for honning senere. I gode år kunne en familie blive til tre eller flere nye familier. Sådan foregik det i omkring 300 år.
Moderne biavl
I midten af 1800-tallet fandt man på at lade bierne bygge på løse rammer placeret i trækasser. Tjekken Dzierson fik æren for opfindelsen, og da Danmarks Biavlerforening blev stiftet i 1866 var dens hovedformål: ”at virke for Biavlens fremme i almindelighed og særlig for den udbredte anvendelse af den Dziersonske Metode.” Den nye metode var langt mere effektiv end halmkuberne og havde den store fordel, at man ikke behøvede slå bifamilien ihjel for at få fingre i honningen.
Udbredelsen gik dog langsomt, praktiske problemer med at fremstille bihuse og vokstavler skulle løses. I 1882 var kube-biavl stadig langt det mest almindelige – 95.300 kuber mod kun 30.400 bistader i Danmark.
Der var brug for praktiske og initiativrige mennesker til at løse disse problemer. Jens Frederik Nielsen i Assedrup blev en af dem. Tre år efter, at Jens Frederik Nielsen startede sin lille virksomhed i Assedrup, var kubebiavl stadig langt det almindeligste. Tallene havde ikke rigtigt flyttet sig og først i slutningen af 1930erne var stadebiavlen for alvor slået igennem. I 1939 var der herhjemme 148.000 bistader og kun 3.200 bikuber.
Køb honning i museets butik
Museets bistader passes af den erfarne lokale biavler Vagn Kruse. I sæsonen vil du kunne købe honning fra bierne på museet i museumsbutikken.
Bigården på museet har en god placering med både mark, eng, skovbryn og Odders mange haver inden for bekvem flyveafstand. Bierne har derfor meget varierende muligheder for at finde god blomstring med både nektar og pollen.