Odder Kommune fylder 50 år

fra fredag den 27. november 2020

Odder Kommunes 50-års jubilæum

Ny særudstilling

 

I år fyldte Odder Kommune 50 år. Det er der al mulig grund til at markere. Odder Kommune er nemlig en af de få danske kommuner, som overhovedet kan fejre et helt 50-års jubilæum!
Det markerer vi på Odder Museum med en udstilling.
Udstillingen skulle egentlig have åbnet i foråret og have været en del af et jubilæumslokale, som kunne bruges til mange typer aktiviteter og arrangementer hen over jubilæumsåret. Det satte Corona-epidemien en stopper for, men nu er udstillingen her – og i en lidt anden udgave, end vi oprindelig havde forestillet os.

Udstillingen

I udstillingen fortæller vi Odder Kommunes historie med bannere og fotos samt enkelte genstande. Her kan du læse om de gamle sogneråd og deres forskellige opgaver. Du får baggrunden for, at der overhovedet skulle laves en reform af de danske sognekommuner, og hvad der blev diskuteret på Odderegnen op til 1970.
Du får også indtryk af, hvad der har præget den nye Odder Kommune siden da. Fra at være en ”hel” kommune, hvor alle funktioner og mange arbejdspladser var inden for kommunegrænsen, er Odder Kommune nu blevet en bosætningskommune. De store arbejdspladser er væk, men til gengæld vokser befolkningen, især i Odder By. Det har også betydet, at fritids- og kulturlivet er levende og dækker mange forskellige områder. Skoler, børneinstitutioner og ældreområdet har ændret sig, og også tekniske forhold som transport, veje og jernbaner har undergået en stor forandring. Endelig fortæller vi også om reformen i 2007, hvor Odder Kommune valgte at forblive sig selv.
I udstillingen laver vi desuden en minibiograf med mulighed for at se nogle af de gamle Odderfilm fra 1970’erne.

Odder Kommunes særlige historie

Tidligere var der forskel på købstadskommuner, som var byer, og landkommunerne, som bestod af landsbyer og hed sognekommuner. Sognekommunerne var der langt flest af. I Danmark godt og vel 1.300 mod kun 86 købstadskommuner. Og Odderegnen var en rigtig landboegn. Her var kun sognekommuner.
I 1940 var Odder Sognekommune blevet til Danmarks største sognekommune. I betragtning af det store antal en ret bemærkelsesværdig bedrift.
Omvendt ved den store strukturreform i 2007. Her blev langt hovedparten af danske kommuner lagt sammen med andre kommuner, dog ikke Odder, som med et slag blev en af landets mindste, når man ser bort fra øerne.
Bag den udvikling ligger en ret enestående historie om samspillet mellem by og opland i andelstiden – et sammenspil, der både resulterede i, at landsbyen Odder voksede sig stor og blev lokalhovedstad og med en ny egnsidentitet. Nu talte man om Odderegnen i stedet for om den administrative enhed Hads Herred. Et forhold, Jyllands Posten hæftede sig ved i 1940 i en hyldest til Jyllands største landsby.

 

Udstillingen er støttet af Odder Kommunes jubilæumspulje.
 

Udstillingen kan ses på Odder Museum fra fredag d. 27. november.