Særudstilling: Et smykkeeventyr - Helga Exner

26. oktober 2019 - 16. februar 2020

Min sidste store udstilling

Helga Exner er smykkekunstner. Siden 1960erne har hun lavet fantastiske smykker og sublimt håndværk og skubbet til selve opfattelsen af, hvad et smykke er og kan.

Nu fylder en af landes mest anerkendte smykkekunstnere snart 80 år, og vi er på Odder Museum stolte over, at hun har valgt museet som udstillingsted, for det hun selv kalder "min sidste store udstilling."

Smykker i blodet

Helga Exner har smykkekunsten i blodet. Hun er født i Tjekkoslovakiet, hvor hendes familie gennem generationer fremstillede smykker. Anden Verdenskrig satte imidlertid et dramatisk punktum for familievirksomheden, og mens faderen blev fængslet, måtte Helgas mor flygte med sine børn gennem Polen til lejre i Østtyskland og herfra videre illegalt til Vesttyskland. Helga Exners opvækst var præget af familiens splittelse, og der gik seks år, inden hun genså sin fader. Ikke desto mindre kom Helga i guldsmedelære og fik svendebrev hos en anerkendt guldsmed i Bad Godesberg ved Bonn. Mod alle odds kom hun altså til at føre familietraditionen videre.

Til Danmark og siden Odder

I virksomheden ved Bonn mødte hun en dansk kollega, Bent Exner. Det blev begyndelsen på et enestående arbejdsfællesskab og siden ægteskab. I 1961 flyttede parret til Randers, og sammen skabte de smykker, der fornyede håndværket, og som kom til at ændre opfattelsen af, hvad et smykke kan. Smykkerne skulle være smukke, vække opmærksomhed og have et grafisk og skulpturelt udtryk, så de kunne hænge på væggen eller stå alene som et selvstændigt kunstværk.

Parret udført sammen talrige kirkeudsmykninger, deltog i udstillinger i ind- og udland og modtog flere priser.

I 1983 blev parret skilt, men efter et par år genoptog Helga Exner smykkearbejdet; nu med base i værkstedet i Odder, hvor hun har boet lige siden. I de efterfølgende årtier fortsatte Helga Exner med at udvikle og forny sit kunsthåndværk. Hun har afholdt væsentlige separatudstillinger, og Helga Exner regnes af mange for en af Danmarks mest fremtrædende smykkekunstnere. 

Den sidste store udstilling

Den direkte anledning til udstillingen er, at Helga Exner nu fylder 80 år. Det ønsker hun   at markere med en sidste stor og fantastisk særudstilling. Det kan man godt glæde sig til, for alle, der kender Helga Exner, ved, at selvom hun nu har et langt eventyr med smykkerne bag sig, så er hun stadig en kompromisløs kunstner, der sætter høje standarder for sig selv.  

Et smykkeeventyr

Udstillingen får karakter af en tidsrejse gennem Helgas lange og enestående liv med smykkerne. Den bliver omfangsmæssigt en af de største kunstudstillinger nogensinde på Odder Museum. Både udeområdet, to særudstillingslokaler, glasgange og et rum i jagtudstillingen kommer i brug. Med på sit hold har Helga Exner den dygtige udstillingsarkitekt Søren Gottfred. Han er garant for et fantastisk og kreativt  udstillingsdesign.

Helga Exners mange temaer

Helga Exner har altid arbejdet tematisk. Typisk har hun brugt et halvt år ad gangen på et bestemt tema og i den tid produceret et begrænset antal enestående smykker. Et smykkeeventyr bliver for Helgas mange tilhængere et glædeligt gensyn med nogle af hendes mest markante temaer, 16 i alt, i nye opsætninger. For nytilkommende bliver det en demonstration af, hvad smykker også kan være!

Blandt Helga Exners temaer kan nævnes:

• Renæssancedamer
• Erindringer
• Skarvene ved Kysing Strand
• Fanøblå
• Rockplakater
• Böhmiske granatsmykker fra det 18. århundrede
• Kors
• Lueforgyldte sole
• Musikskrumler

Livsstil - 1960erne og 1970erne

Helga Exner er en markant, stærk og iøjnefaldende kvinde. Det har hun altid været, og i udstillingen vil hun skabe et rum med et livsstilstema, der tager afsæt i hendes tøj, kjoler, hatte og sko fra 1960erne og 1970erne. Naturligvis sammen med hendes karakteristiske smykker fra perioden: Ringe, vedhæng og halsringe m.m.

Også dette rum får karakter af en tidsrejse ind i Helgas fantastiske smykkeeventyr, men her med et mere personligt og tidsbundet perspektiv.

Værksted genskabes i udstillingen

En troldmand m/k har selvfølgelig et værksted. Det har Helga Exner også. Det genskaber vi i udstillingen, endda med udgangspunkt i Helgas originale arbejdsbord fra 1961. Værkstedet er ikke bare til pynt, for i løbet af udstillingsperioden vil Helga også fortælle om og demonstrere sine teknikker og arbejdet med de mange fantastiske smykker. Her er noget at glæde sig til for dem, der holder af fint håndværk og kreativ skaberkraft.

Og meget mere...

Du kan også glæde dig til det blå rum og et gensyn med Helgas musselmalede smykker skabt af en antik kaffekande, som Helga i sin tid smadrede med en hammer. 

På udendørs arealet, som en introduktion til udstillingen, opstilles en skulpturel pavillon, tegnet af arkitekt Karen Exner som vartegnet for en stor udstilling i Kunstbygningen i Vrå, Vendsyssel. Nu får den lov at forfalde hen over udstillingsperioden alt imens, den fungerer som ophæng for 16 helt nye laser-udskårne tavler i cortenstål med Helga Exners temaer. 

Støtte og samarbejde

Udstillingen bliver til i samarbejde mellem Odder Museum og Helga Exner samt udstillingsarkitekt Søren Gottfred Petersen, som støtter projektet med goodwill. Udstillingen bliver også til i samarbejde med Odder Kunst - forening & samling.

Helga Exner modtager støtte til udstillingen fra Odder Kulturforening. Foreningen forvalter en pulje kulturmidler på vegne af Odder Kommune.

Lokale virksomheder har sponsoreret udstillingen gennem køb af Helga Exner-motiver laserskåret i cortenstål. 

Vi takker for al støtten og glæder os til fernisering den 25. oktober kl. 15.00.