Mini-kunstudstilling: Hverdag i Bukoba, Tanzania
Som en opfølgning på Odder Museums store særudstillingen i 2021, CROSSOVER, med kunstneren Finn Have, er det med stor fornøjelse, at museet nu kan lægge hus til en udstilling med en af Finn Haves elever fra Bukoba i Tanzania: Det unge talent Roman Rikenberger.
At Roman Rickenberger nu kan udstille i Danmark er en selvstændig fin og opløftende succeshistorie.
Kunst som hjælp til en vej ud af fattigdom
Roman Rickenbaker er bosiddende i Bukoba, Tanzania og var i 2018 elev på den kunstskole ved Kagera Youth Forum, som Finn Have oprettede i samarbejde med Morsø U-landsforening. Skolens formål er at dygtiggøre eleverne, hvor flere var arbejdsløse, således at de på et tidspunkt kunne sælge deres malerier og få en hårdt tiltrængt indtægt. I undervisningen blev der lagt vægt på, at eleverne gik ud i deres lokalsamfund og malede scener fra dagligdagen frem for stereotype "turistmotiver."
Det viste sig, at Roman havde et klart malerisk talent, og han gjorde store fremskridt. Da Finn Have i 2019 igen var i Tanzania for at holde endnu en workshop, deltog Roman igen. Siden 2019 og under Corona perioden har Finn Have holdt kontakten og vejledt Roman via de sociale medier.
Udstillingsdebut
Roman Rickenbaker er i dag 32 år og dette er hans udstillingsdebut. Maleriernes motiver er skildringer af hverdagslivet i Bukoba. Dels byen og markedet, som er central i byen, og dels glimt af livet i de nærliggende landskabelige områder. Bylivet er i hastig udvikling, men på landet går udviklingen langsomt.
Der udstilles i alt 14 malerier af Roman Rickenbaker. Malerierne er til salg via Finn Have, og overskuddet går direkte til den unge kunstner. De første malerier er allerede solgt til enorm glæde for kunstneren for hvem, indtægten gør en verden til forskel.
Kunstprojekt for albinoer og handicappede børn i Bukoba
I udstillingen vises endvidere fotos, som relaterer til et nyt projekt, som Finn Have startede i 2021. Det handler om ugentlig male- og tegneundervisning af en gruppe handicappede og albinoer ved Mugeza Mseto Primary School. Børnene ved denne skole, både de fysisk handicappede og albinoerne, er særligt udsatte og sårbare. Den ugentlige undervisning leders og koordineres lokalt, men Roman Rickenbaker, som ud over et åbenlyst maleriske talent, også har pædagogiske evner, fungerer nu som hjælpelærer ved tegne- maleholdet på skolen.
Arrangementer
Der er fernisering på udstillingen fredag den 14. april klokken 15:00. Alle er velkomne.
Lørdag den 22. marts kl. 14.00 vil Finn Have fortælle om kunstneren og baggrunden for udstillingen. Se aktiviteter for yderligere info.
Yderligere oplysninger om udstillingen ved henvendelse til Finn Have, finnhave@mail.dk