Vandretur Fjordminoen

Vandretur Fjordminoen søndag den 19. juni kl. 10-15

Vandretur på Horsens Fjordstien - Fjordminoen

Søndag den 19. juni kl. 10-15

Velkommen til en skøn 18 km lang vandretur på Horsens Fjordstien-Fjordminoen-fra Søvind til Alrø Kirke. En vandretur ad grusveje, skovveje og smalle landeveje i et utroligt smukt landskab langs fjorden og gennem det fantastiske bakkelandskab Sondrup Bakker. En tur, hvor vi kommer forbi det gamle fiskerleje Sondrup Strand og landsbyen Amstrup, før vi ad dæmningen bevæger os ud på Alrø midt i Horsens Fjord.

Bussen

Turen starter ved Alrø Kirke`s p-plads. Her vil vi blive afhentet af en bus, der kører os til startstedet i Søvind. Undervejs i bussen vil naturvejleder og museumsformidler Ole Sørensen, Odder Museum fortælle om det smukke istidslandskab, vi kører igennem, om landsbyerne, om fiskerlejet og andre af de mange dejlige fortællinger, der knytter sig til egnen.

Kort og formidling

Alle tilmeldte får tilsendt link med kort. Når man åbner kortet på sin smart-phone, vil man kunne følge ruten på sin vandring. Hvis man ikke har en smart-phone, kan man få et print af ruten på kort. Vi starter naturligvis fælles ved vandrestart i Søvind. Tempoet bestemmer I selv, så man er ikke nødt til at følges med naturvejleder Ole Sørensen på turen. Han vil gå i et ikke for hurtigt gå-tempo, som de fleste vil kunne følge med i.

Til vandreturen vil der også blive udleveret et lille skriv med informationer, om de smukke steder vi passerer.

Forplejning

Alle får ved start udleveret en god sandwich, en juice og et æble. Ved tilmelding angiver man hvilken slags sandwich, man ønsker. Man bestemmer selv, hvor man vil holde sin frokostpause. Men en anbefaling vil være udsigtspunktet i Sondrup Plantage med udsigt til Horsens Fjord og Vorsø. Et sted, vi kommer forbi på turen.

Glæd jer til en helt fantastisk vandretur i et af de smukkeste bakkelandskaber i Østjylland.

Praktisk: 

Tilmelding: Odder Museum: på mail kustode-odder@moesgaardmuseum.dk  eller på tlf.: 86 54 01 75 i museets åbningstid, senest torsdag den 16. juni. Bindende tilmelding.

Mødested: p-pladsen ved Alrø Kirke.

Pris: 200 kr.

Medbring: Kaffe/the, ekstra madpakke til de meget spisende, jakke, evt. kikkert, samt fodtøj til den 18 km lange travetur.

Turleder: Naturvejleder og museumsformidler Ole Sørensen, Odder Museum.