Havørne og kulturhistorie

Havørne og kulturhistorie på Alrø

Havørne og kulturhistorie på Alrø

Søndag den 2. december kl. 10.00 – 12.00.

Havørnene

Havørnene har siden efteråret 2011 holdt til i Horsens Fjord i området omkring Alrø. De yngler på Vorsø og fik igen i år to unger på vingerne. Havørnene skal have mad, og området ved Pollerne på Alrøs østende er et gigantisk spisekammer for ørnene i vinterhalvåret, derfor er der gode muligheder for at se dem her. På denne tid af året plejer vandrefalken også at holde til ved Pollerne, så der er også gode chancer for at få en vandrefalk på ”menukortet.” Der er med dagens arrangement lagt op til en unik naturoplevelse på Alrø.

Naturoplevelse

Antallet af rastende vinterfugle ved Alrøs østende er kolossalt. Det er ikke uden grund, at stedet er beskyttet gennem både den internationale Ramsar- konvention og er udnævnt til EU-fuglebeskyttelses-område.
Udgangspunktet for turen er parkeringspladsen før dæmningen. Herfra går vi i samlet flok over dæmningen til vadegrundsvejen ved Strandgården, som ligger i det første sving på Alrø.
Fra vadegrundsvejen er der god udsigt over Pollerne og for at kigge efter ørnene, vandrefalken og de mange andre fugle. Fra vadegrundsvejen er der også en fantastisk smuk udsigt til Gyllingnæs, Hjarnø og Sondrup Bakker på fastlandet, smukkere kulisse for en naturoplevelse er svær at få.

Kulturhistorie

Men øen Alrø rummer også en fantastisk spændende kulturhistorie og spændende fortællinger om de mennesker, der har levet på øen igennem tiderne. Så mens vi står og kigger - eller venter på ørnene, så skal I ikke snydes for fortællinger om Liboriussen-slægten, der har levet på Alrø siden 1700-tallet, om vadevejen og godset på Gyllingnæs, om ”kampen” om den strandede hval, om kvindefængslet, om færgefarten og meget mere!

Glæd jer til en dejlig tur med røde kinder, spændende historier og en smuk naturoplevelse.

Praktisk

Mødested: Parkeringen før dæmningen ned til højre, indkørslen th. lige efter Skovgaardsparken ved det offentligt areal med toiletter.
Tilmelding: Odder Museum på 86540175 i museets åbningstid, senest fredag den 30. november
Pris: 50 kr.
Medbring: Varm påklædning og fodtøj og gerne kikkert plus lidt varmt at drikke.
Formidler: Naturvejleder Ole Sørensen, Odder Museum