FOREDRAG AFLYST!

Turismeforedrag aflyst pga. sygdom

Turismens Danmarkshistorie - UDSÆTTES TIL SENERE!

Foredrag med museumsinspektør Mikael Frausing, Odder Museum.
Onsdag d. 7. dec. kl. 19-21 i udstillingsbygningen på museet.

 

I dette foredrag fortæller historiker og museumsinspektør Mikael Frausing om turismens tidlige historie i Danmark, i Jylland og på egnen omkring Odder. Hvordan blev steder som Himmelbjerget, Vesterhavet, Skagen – og senere Odder og Saxild Strand ’opdaget’ som turistmål? Vi skal høre historien om turismen fra den klassiske dannelsesrejse, over borgerskabets opdagelse af det eksotiske Vestjylland, badehoteller og sommerhuse i Nordsjælland, Bornholm, Fanø og Skagen. I begyndelsen af 1900-tallet kom turismen også til Odderegnen med opførelse af et badehotel i Saxild og de første sommervillaer. Ligesom mange andre steder i landet blev der i Odder også dannet en lokal turistforening – hovedvægten var på naturværdier, historie og folkekultur, hvor man arbejde for at udbrede camping- og cykelferier, der skulle ’styrke ungdommens fædrelandskærlighed’. Turisme handler nemlig også om, hvad vi viser frem til vores gæster, og hvem vi selv er – det er både lokalpatriotisme og national identitet.  

Aftenens foredragsholder, Mikael Frausing, er fra sommeren 2022 ansat som museumsinspektør ved Odder Museum. Han har tidligere arbejdet på Aarhus Universitet, Gammel Estrup – Danmarks Herregårdsmuseum og i Den Gamle By i Aarhus. Forrige år udgav han bogen ’Turistlandet’ i bogserien 100 danmarkshistorier. Bogen fortæller turismens danmarkshistorie fra de første turister drog ud i landskabet med hat og spadserestok over fremvæksten af badehoteller, turistbrochurer, camping- og cykelferier og ferieloven 1938, der gav alle lønmodtagere ret til 3 ugers ferie. Efter Anden Verdenskrig blev turisme et massefænomen – og med Den Lille Havfrue som sit stærkeste brand og nationalsymbol.

Efter foredraget vil Odder Museums- og Arkivforening byde på et lille jule-traktement.

Pris: 50 kr., dog gratis for medlemmer af Odder Museums- og Arkivforening.