Sensommertur, mad, natur- og kulturhistorie på Brandbygegaard

Tirsdag den 25. august 2020 kl. 17

Sensommertur, mad og natur- og kulturhistorie på Brandbygegaard

Tirsdag den 25. august 2020 kl. 17

Velkommen til en herlig aften på Brandbygegaard ved Amstrup - en aften med en dejlig gåtur ned til smukke Amstrup enge efterfulgt af spisning på Brandbygegaard.

Gåturen leder os gennem den gamle landsby Amstrup og videre ned til Amstrup Enge og mosen med det smukke naturpanorama og udsigt til Alrø. En gåtur, som byder på spændende fortællinger om landsbyen og naturen netop nu. Tilbage på Brandbygegaard venter værtsparret på gården, Lone Landmand og Søren Sørøver med dejlig mad og drikkelse.

Brandbygegaard og Amstrup

Brandbygegaards historie kan føres helt tilbage til 1426, hvilket er ualmindeligt for en almindelig bondegård, men skyldes, at den kom i Aarhus bispestols eje allerede i 1400-tallet. Gården ligger i udkanten af landsbyen Amstrup, som kan føre sin historie helt tilbage til 1367. Bynavnet tolkes af stednavneforskere som Amunds udflytterbebyggelse. Så vi har fantastiske historiske rammer for aftenens arrangement.

Amstrup Enge

På turen bevæger vi os fra Brandbygegaard og Amstrup ned i engen – Amstrup Enge. Mosen hen mod Narhøj på 35 ha. er inddelt i små lodder, som tilhørte gårdene i Amstrup. Disse små moselodder blev førhen udnyttet til tørvegravning. Tørvegravningen i Danmark har medvirket til arkæologiske milepæle med bl.a. fundet af verdens vel til dato bedst bevarede moselig – Grauballemanden og Tollundmanden. Mosen er, udover fortællinger om den lokale tørvegravning, også stedet for fantastiske fortællinger om menneskeofringer og ofring af hen ved 400 større og mindre bronzeringe i en mose ved Smederup tæt ved Gosmer.

Smukt naturpanorama

Et smukkere naturpanorama end udsigten fra Amstrup Enge ud mod Alrø er svær at finde. Over rørskoven vil rørhøgen stadig kunne ses svæve lavt med deres karakteristiske v-formede vingestilling inden den i september trækker sydpå. Her sidst på sommeren samles stærene i kæmpeflokke. De går til aftenro i rørskovene i sikkerhed for rovfugle, men inden sikkerheden i tagrørene vil rovfugle jage dem, hvilket giver de spektakulære formationer, som de er så kendte for i Tøndermarksen. Her ved Amstrup er det dog kun i langt mindre antal, man ser stærene.

Kvindefængslet – det gamle pakhus

Stien gennem engen leder os til udsigtspunktet mod kvindefængslet – det tidligere pakhus. Den smukke bygning er opført som pakhus i 1854 af to aarhuskøbmænd med henblik på opkøb og videretransport af kornet ad vandvejen. Senere overtog staten bygningen og etablerede fængsel - i starten først for mænd senere kvinder. I dag ejes bygningen af Johan Koed-Jørgensen, Aakær Gods.

Praktisk 

Billetter: bestilles på odderbilletten.dk
Pris pr. person: 200 kr. for tur og mad. Kaffe/kage kan tilkøbes.
Mad: Skøn simreret med brød, hertil kan købes øl, vin eller vand.
Mødested: Brandbygegaard, Alrøvej 77, 8300 Odder
Påklædning: Medbring gerne støvler/kraftige vandrestøvler til turen i engen/mosen, her kan være fugtigt og der kan stadigvæk være myg.
Turlængde: Gåturen vil være på ca. 4 km i roligt gå-tempo.
Formidler: Naturvejleder og museumsformidler Ole Sørensen, Odder Museum.
Arrangør: Brandbygegaard