Mysteriet om Hundslund Kirke og dens storhed
Tirsdag den 9. november 2021 kl. 19.30-21.30
Fortælleaften i Hundslund Kirke
Den ældste skriftlige kilde, hvor navnet Hunzlund optræder, er fra 1285. Ifølge bog over danske stednavne betyder navnet den lille skov med hundene. Arkæologiske fund viser, at der har boet folk i Hundslund lige siden jernalderen. Ved kirkegårdens hovedindgang møder vi 3 mandshøje sten, som er oprindelige grænsepæle for det kongelige jagtdistrikt -vildtbane ved Skanderborg.
Sognepræst Marianne Lyst, Hundslund Kirke og museumsformidler og naturvejleder Ole Sørensen, Odder Museum vil denne aften tage tilhørerne med på en ”fortællerejse” fra vikingetid til nutid, hvor udgangspunktet for fortællingerne er kirkens rum, kirkens inventar og ikke mindst personerne bag! Dette skal tænkes helt bogstaveligt for i Hundslund kirke hænger et meget stort epitaf – et gravminde. På epitafet fremgår det, at Morten Mikkelsen fra Hadrup har bekostet dette gravminde. Men hvem er denne Morten Mikkelsen, som angiveligt levede i 1693, og som åbenbart havde råd til at bekoste dette epitaf, som ”må have kostet en bondegård”. Denne og mange andre spændende historier vil blive fortalt i kirkens smukke rum.
Vi slutter aftenen af i sogne huset med kaffe og de dramatiske fortællinger om hekseprocesserne i Hundslund området.
Velkommen til en aften med gode historier og fortælling om Hundslund Kirke.
Praktisk
Arrangør: Fjordpastoratets menighedsråd i samarbejde med Odder Museum.
Mødested: Hundslund Kirke
Pris: gratis