Møllen kører

Torsdag den 21. oktober 2021 kl. 13-15

Oplev Odder Vand- og Dampmølle køre i efterårsferien

Torsdag d. 21. oktober kl. 13-15

For både børn og voksne.

 

Gennem de seneste år har der være larm og aktivitet i Odder Vand- og Dampmølle hver tirsdag formiddag. Det er museets møllelaug, som rumsterer med det mål at få gjort det gamle mølleri klar til drift: Ikke for at tjene penge og komme ind på det nationale marked for mel og gryn - som møller Jens Jeppesen ambition var i gamle dage - men for at fortælle levende historie og skabe en uforglemmelig oplevelse for publikum på museet.

Odder Vand- og Dampmølle er ikke en traditionel vandmølle. Den er nærmere en mini-møllefabrik, et såkaldt halvhøjt mølleri, fra en tid før, elektronikken gjorde sit indtog. Denne type mølle var engang meget almindelige, men i dag er Odder Vand- og Dampmølle os bekendt det eneste sted i landet, hvor publikum kan opleve et så autentisk halvhøjt mølleri.

På denne dag kan man opleve den kørende mølle. Man kommer rundt på alle tre etager og oplever hele processen, og de frivillige ”møllersvende” vil undervejs fortælle om møllens funktioner og dens historie. Publikum kan opleve hele maskineriet og dets sindrige transportsystem, som automatisk bragte kornet fra en maskine til den næste.

Møllen giver et fascinerende indblik i en tidligere epokes produktionsmiljø, og der er utroligt mange detaljer at fordybe sig i. Møllen har et intakt og fungerende mølleinventar, og de rustikke rum, det gamle maskineri og den buldrende lyd fra de store hjul og remme giver en helt særlig stemning i møllebygningen.

 

Praktisk:

Pris: almindelig entré, børn gratis.