Mød museets møllelaug
Hver tirsdag kl. 13-15 i juli måned
Oplev Odder Vand- og Dampmølle med fuld gang i maskinerne og se en gårdkværn lave det fineste mel.
På museet kan I hver tirsdag i juli møde museets møllelaug, der viser møllen frem og fortæller om dens historie og dens sindrige mekanik. Udenfor vil der være forskellige børneaktiviteter som at tærske med plejl og kværne korn til mel eller gryn. Og ikke mindst laves der mel på en gårdkværn.
Aktivitet udenfor - også for børn
På pladsen vil der være stor aktivitet. Her kan I møde museets møllelaug, der er i gang med at male mel på gårdkværnen. Melet skal bagefter sigtes til groft eller fint mel. Børn kan prøve at male korn på vores små håndkværne og få det med hjem.
Møllelauget vil fortælle om kornet og vise, hvordan gårdkværnen er indrettet og bliver brugt. Disse maskiner fandtes tidligere på alle gårde – og var i øvrigt med til at udkonkurrere de danske vand- og vindmøller.
Mekanik og maskiner
I selve møllen er der det herligste mekanik og maskineri. Det kan I opleve køre flere gange i løbet af eftermiddagen – kl. 14 og kl. 15 – og I kan være forvisset om, at det er en stor oplevelse at se hjulene og remtrækket snurre og buldre løs. I har også mulighed for at komme på en lille tur rundt i møllen og få fortalt nogle af møllens historier.
Kaffe, kringle og en pose nymalet mel
I museets cafe kan I købe kaffe, kringle og is eller købe en pose nymalet mel med hjem.
Pris: Alm. entré på 50 kr. for voksne.