Mød verdens første juleinspektør
Hvis nogen kender til traditionerne bag den mest udbredte mærkedag på kloden, så er det Benno Blæsild. Han var nemlig den første juleinspektør i Den Gamle By. Han er desuden en fremragende foredragsholder, så der er noget at glæde sig til denne torsdag i december hvor Odder Museums- og Arkivforening slår dørene op for et foredrag om julens traditioner.
Fra hedenskab til gaveræs
Traditionerne omkring julens festligheder er mange. Den danske jul har rødder helt tilbage i jernalderen. Mange af de hedenske ritualer har da også sat deres præg og kan genfindes i vores moderne familiejul omkring juletræet. Hør hvordan julen har udviklet sig fra Jesu fødselsdagsfest til moderne forbrugsfest.
Foredraget vil kaste lys over hvordan den oldnordiske hedenske vinterfest først blev forandret til kirkens fødselsdagsfest for Jesus for siden at udvikle sig til detailhandlens største kampagneplatform.
Om Benno Blæsild
Benno Blæsild er cand. mag i historie, kunsthistorie og forhistorisk arkæologi fra Århus Universitet. Han var fra 1995-2005 museumsinspektør i Den Gamle By. Fra 2005-2016 har han været direktør for Fregatten Jylland i Ebeltoft. Han har de seneste år været flittigt brugt som juleekspert blandt andet i DR TV’s ”Hvad er det værd” samt i P4’s ”Café Hack”. Han er forfatter til en række værker om julen, blandt andet bogen Julens Traditioner – fra hedenskab til gaveræs; Fra nytårsvers til nissekort om danske julekort samt Dansk jul i 300 år; Flettede hjerter – et særtræk ved den danske jul; Julenissens kulturhistorie og Juletræet med sin pynt - fra fin til folkelig kulturhistorie.
Gløgg og småkager
I pausen bliver der hygget om gæsterne med gløgg og julesmåkager.
Pris og tilmelding
Foredraget koster 75 kroner, men er gratis for Medlemmer af Odder Museums og Arkivforening.
Betaling i døren på mobil pay eller kontant.
Alle bedes tilmelde sig til Odder Museum på mail: kustode-odder@moesgaardmuseum.dk eller på tlf.: 86 54 01 75 i åbningstiden, senest dagen før - men hellere i god tid.