I Godt Selskab 2024

Så er museets årsskrift på banen!

KOM I GODT SELSKAB
Det lokalhistoriske årsskrift, I Godt Selskab, er nu klar med årgang nummer 31.

 

Igen i år bringer vi en lang række spændende artikler om mennesker, steder og begivenheder i Odder Kommune gennem tiderne. Den ældste af årets historier tog sin spæde begyndelse for over 500 år siden, og de yngste foregår i dag.

Vi kan blandt andet nævne historien om Den Hvide Grav ved Randlevvej, om afholdsforeningerne, som Odder-egnen har haft mange af, om en strandet kaskelothval mellem Alrø og Hjarnø, der nærmest forårsagede krig mellem de to øer, om et stutteri, som fremavler dressurheste i verdensklasse - og meget, meget mere.

I Godt Selskab udgives af Odder Museum med et mål om at styrke kendskabet til vores lokale historie, bidrage til at skabe en stærk identitet og styrke et aktivt fællesskab omkring vores egn og dens historie. Årsskriftet bliver skabt af frivillige kræfter tilknyttet museet og lokalhistorisk arkiv; folk der brænder for den gode historie. Fortællingerne er skrevet af borgere til borgere i Odder Kommune og bringer historien tæt på den enkelte og gør den nærværende.

Vi har hvert år en række sponsorer, som støtter årsskriftet. Det er vi taknemmelige for. Også stor tak til de mange frivillige, der vederlagsfrit arbejder med på skriftet hvert eneste år. Uden deres hjælp kunne vi ikke lave årsskriftet, slet og ret. Og overskuddet fra salget går til det lokalhistoriske arbejde på museum og arkiv.

Salg:

Årsskriftet koster 180 kr., og kan købes på Odder Museum, hos Bog & Idé samt i flere forretninger i Odders omegn.

En oplagt julegaveidé.