Gyllingnæs. 27. december kl. 11-14.30
Gyllingnæs - en juletravetur.
Tirsdag den 27.december kl. 11.00 – 14.30.
Tradition
Jul er traditionernes tid, og det er en tradition, at naturvejledningen på Odder Museum inviterer til juletravetur rundt om Gyllingnæs. Det er i år 19. gang, at museet byder på den dejlige vandretur rundt om den skønne halvø ved Horsens Fjord.
Storslået natur.
Rigtig mange har allerede været med på turen, men for jer, der ikke har været med før, så er her en unik oplevelse i vente - en vandretur langs stranden rundt om næsset i en storslået natur med vinterfugle, en fantastisk udsigt, kæmpestore egetræer og mulighed for at se både gæs, havørn og sæler, hvis vi er heldige.
Og for alle jer der har været med før, vil jeg sige på gensyn – I ved jo hvilken fantastisk oplevelse en tur rundt om næsset er!
Egetræer.
Overalt på Gyllingnæs ses spor af menneskets aktiviteter. Også det enorme skovområde, som engang var på næsset, har op igennem tiden været en efterspurgt ressource, men heldigvis for os står der stadig nogle af de gamle kæmper af egetræer tilbage.
En tur på Gyllingnæs er også fortællingen om et kloster, der blev til et af Danmarks største trykkerier, om en godsejers noget usædvanlig gravsted, om da englænderne kom til Gyllingnæs, om Blichers Eg, om godset og meget, meget mere.
Så glæd jer til en frisk travetur med spændende fortællinger, frisk luft og røde kinder.
Praktisk
Tilmelding: Odder Museum på mail: kustode-odder@moesgaardmuseum.dk eller på 86540175 i museets åbningstid.
Mødested: for enden af Mantelenvej (nr. 75) ved Lerdrup Bugt.
Pris: 75 kr.
Medbring: kaffe, madpakke, varmt tøj, evt. kikkert, samt støvler til den godt, 9 km lange travetur.
Turleder: Naturvejleder og museumsformidler Ole Sørensen, Odder Museum.