Grundtvig og livsglæden - foredrag med Aage Augustinus

Onsdag den 30. oktober, klokken 19-21

Et foredrag om Grundtvig og livsglæde

Denne aften får Odder Museum besøg af tidligere højskoleforstander og præst, Aage Augustinus Jensen, som vil tale om Grundtvigs syn på livsglæden.

Mange i og omkring Odder vil allerede kende Aage Augustinus, som en fremragende foredragsholder og aftenens emne er både evigt aktuelt og helt inde i kerne af det Aage Augustinus har beskæftiget sig med i sin lange løbebane som højskolemenneske og præst. 

Der er derfor god grund til at glæde sig til denne aften, som arrangeres af Odder Museums og Arkivforening.

Et jævnt og muntert virksomt liv

Livet er i egentligste forstand uoverskueligt. Alligevel må vi se at komme til rette med det, så det bliver til glæde for én selv og andre: At det skal være til glæde stod for Grundtvig fast.

Vi vil følge Grundtvigs liv frem til gennembruddet, hvor livets grundstemning for ham så ubetinget bliver glæden - glæden ved at være til. Livets grundstemning er glæden og den skal man arbejde på. Grundtvig kalder det ligefrem ”dødbideri”, når vi henfalder til sortsyn over dagens mulighed. Vi bider døden i utide, når vi ikke tager glæden på os. Grundtvig så det som sin livsopgave at fremme og vække lysten til at leve og glæden ved livet og tilsvarende bekæmpe dét, der til alle tider vil true med at kvæle denne lyst.

Pris og tilmelding

Foredraget koster 75 kroner, men er gratis for Medlemmer af Odder Museums og Arkivforening.

Betaling i døren på mobil pay eller kontant.

Alle bedes tilmelde sig til Odder Museum på mail: kustode-odder@moesgaardmuseum.dk eller på tlf.: 86 54 01 75 i åbningstiden, senest dagen før - men hellere i god tid.