Gåtur og fortælling ved Rude og Saksild Strand
med efterfølgende sommerbuffet på restaurant Himmel og Hav
Søndag den 8. august kl. 16-19.30
Vi har tidligere lavet vinter-arrangementet: Ged, gåtur og fortælling ved Restaurant Himmel og Hav med stor succes.
Nu vil vi tilbyde dette sensommer-arrangement i de fantastisk smukke omgivelser, som vi kan opleve på gåturen ved Rude og Saksild Strand og på Restaurant Himmel og Hav, Kysing.
Vandretur med fortælling
Dagens vandretur vil byde på spændende fortællinger om naturen og kulturhistorien - en godt 5 km lang gåtur langs stranden fra Rude til Saksild Strand og herfra ind gennem sommerhuskvarteret til langdyssen og tilbage til restauranten.
Området rummer mange gode fortællinger om stedet historie op gennem tiden fra stenalder til, da den rekreative brug af stranden kom til området i starten af 1900-tallet.
På en tur langs stranden ved Rude kan strandstenene ikke undgå ens opmærksomhed. De fortæller en mange hundrede millioner år gammel historie om jordens tilblivelse, som sætter dagens vandretur i et tidsmæssigt perspektiv.
Danmarkshistorie
Turen langs stranden fortæller også et spændende stykke Danmarkshistorie om, da danskerne opdagede kysten, om ladepladser, om Rude- og Saksildbøndernes nåletræsbeplantning af de magre sandede jorde ned til kysten, om Saksild Badehotel og om Georg Nielsens sommervilla – Rudehus og den efterfølgende sommerhusbølge hos det bedre borgerskab omkring 1915-30. På dagens tur vil vi komme forbi flere af de skønne gamle sommerhuse.
At folk har boet her helt tilbage i stenalderen, vidner langdyssen ved Rude om, så der har boet folk her i området for godt 5.000 år siden.
Naturen
Den sandede kyst giver kun livsbetingelser til de planter og dyr, som helt har tilpasset sig det barske sandede miljø. Langs stranden finder vi strandarve, marehalm, strandkål, engelsk græs og ikke at forglemme den invasive art hybenrosen. Hvis vi er heldige, vil vi i havet kunne se marsvinenes karakteristiske rygfinne i havoverfladen i korte glimt for derefter at forsvinde fra overfladen igen.
Sommerbuffet
Efter at have været på tur i et par timer slutter vi af med en dejlig sommerbuffet på Restaurant Himmel og Hav, som er kendt for sin spændende og veltillavede mad.
Vi forventer at hele arrangementet foregår udendørs, vi kan dog komme i tørvejr ved Himmel og Hav, hvis der mod forventning skulle komme en lille regnbyge.
Glæd jer til nogle dejlige timer med spændende fortællinger og god mad – og husk bindende tilmelding!
Praktisk
Tilmelding: https: http://himmeloghav.bio/selskaber-reservationer/ under Bestil bord/arrangementer, senest onsdag den 4. august!
Mødested: P-pladsen ved Restaurant Himmel og Hav, Kystvejen 200, Odder.
Turleder: Naturvejleder og museumsformidler Ole Sørensen, Odder Museum.
Pris: 285 kr.
Medbring: Beklædning til ude-tur og fornuftigt fodtøj.