Gårdkværnen maler mel

Søndag den 11. oktober 2020 kl. 13-16

Gårdkværnen maler mel

Søndag den 11. oktober 2020 kl. 13-16


Det kan I opleve:

•Der males mel på den fantastiske nyrenoverede gårdkværn
•Møllelauget fortæller og demonstrerer
•I får smagsprøver på brød bagt af melet
•Køb en pose nymalet Ølandshvedemel med hjem

 

Så er det tid til at afprøve møllelaugets nyistandsatte gårdkværn og male mel på Odder Museum!

Møllelauget vil vise, hvordan sådan en gårdkværn er indrettet og fortælle om både den og om det korn, som vi i Danmark har levet af i flere tusinde år. I kan også smage brød, bagt med det nymalede mel – vi har nemlig snydt lidt og bagt nogle brød i forvejen.

Gårdkværnen

Museets møllelaug har i sommer købt og restaureret en ældre gårdkværn, så den nu er blevet fantastisk flot - ja nærmest, som da den i sin tid forlod fabrikken. Kværnen er lavet på maskinfabrikken Møllevang i Hjerm. Fabrikken producerede fine kværne, der blev brugt overalt i landet.

Møllelauget har bildet (slebet) stenene, og det hele er sat i stand med både elmotor, motorvogn og remtræk, ligesom kværnen er blevet malet. Så har møllelauget kværnet, soldet og gjort ved, til de var sikre på, at de nu kan fremstille prima mel i alle kvaliteter.
Gårdkværnen var den maskine, der i sidste ende var med til at udkonkurrere de danske vind- og vandmøller. Mange landmænd fik efterhånden små gårdkværne, så de selv kunne male korn og foder. Efter 1. verdenskrig kom de små eldrevne kværne på markedet, og de vandt frem på gårdene og gjorde, at de større møller mistede en del af deres kunder. Gårdkværnen slog for alvor igennem efter 2. verdenskrig.
Museet har købt økologisk Ølandshvede på Samsø, og det skal males til mel på kværnen. Ølandshvede er en gammel kornsort med et højt proteinindhold. Melet har en kraftig smag og bliver til et super godt brød. I får noget at vide om sortens fine bageevne, og som sagt har vi bagt af melet i forvejen, så der er dejlige smagsprøver til alle.

Praktisk

Arrangementet foregår på Odder Museums gårdsplads i et åbent telt og under Corona-sikre forhold, hvor der er sørget for afstand mellem folk. Der kan derfor forekomme lidt ventetid. Smagsprøver uddeles efter de hygiejniske forskrifter.

Pris: Den almindelige entré på 50 kr.

Ingen tilmelding.