Foredrag: Derfra min verden går med Aage Augustinus
på Odder Museum mandag den 23. januar kl. 19.
For mange år siden rendte en purk rundt i korte bukser i Odders gader. Hver gang han kom rundt om et gadehjørne, åbnede der sig en ny verden. I dag er den unge purk blevet en ældre herre, som kan konstatere, at barndommens gade, ja hele verden er voldsomt forandret.
Med udgangspunkt i sin opvækst i Odder i 1950’erne og 60’erne vil foredragsholderen give sit bud på fremtiden i en globaliseret verden.
Globalisering er i disse år på alles læber. Ordet er næsten blevet en kliché, men det peger dog på visse realiteter. Globaliseringen er først og fremmest økonomisk og sætter spørgsmålstegn ved det nationale demokrati og vores egne muligheder for at opretholde velfærdsstaten.
Globalisering er også, at vi hver eneste aften i TV kan se nyheder fra hele verden, for derefter at sætte os ind i vores japanske bil og sammen med pakistanske naboer køre til en kinesisk restaurant, der serverer pasta. Hjemme igen går vi på internettet og tjekker resultaterne fra aftenens engelske ligakampe, den seneste udvikling i Rusland eller den brasilianske hitliste. Hvad stiller vi op med os selv og vores liv set i lyset af denne udvikling, der i mange henseender er uafvendelig?
Aage Augustinus vil være kendt af mange Odderborgere. Han er cand.mag. i historie og religion og har tidligere været valgmenighedspræst i Odder og Gl. Rye samt været forstander på Ask Højskole og Rude Strand Seniorhøjskole.
Alle er velkomne til foredraget, som er arrangeret af Odder Museums- og Arkivforening. Der er gratis adgang for foreningens medlemmer, ellers er prisen 50 kr.