Dansk Mølledag på Odder Museum

Søndag den 19. juni kl. 13-16

Se maskinerne køre i møllen

På Dansk Mølledag er der åbent hus på møller rundt om i hele landet. I Odder kan du opleve Odder Vand- og Dampmølle med fuld gang i maskinerne.

Det er museets møllelaug, der vil køre med maskinerne i den gamle Vand- og Dampmølle. De viser rundt og du kan høre deres fortællinger om møllen og arbejdet med at få maskinerne i gang efter næsten 70 års stilstand. De vil også vise hvordan en gammel gårdkværn kan lave det bedste mel.

Aktivitet på gårdspladsen - også for børn

På gårdspladsen vil der være stor aktivitet. Her kan I møde museets møllelaug, der er i gang med at male mel på gårdkværnen. Melet skal bagefter sigtes til groft eller fint mel. Børnene kan prøve at male korn på vores små håndkværne og få det med hjem.

Møllelauget vil fortælle om kornet og vise, hvordan gårdkværnen er indrettet og bliver brugt. Disse maskiner fandtes tidligere på alle gårde – og var i øvrigt med til at udkonkurrere de danske vand- og vindmøller.

Mekanik og maskiner

I selve møllen er der det herligste mekanik og maskineri. Det kan I opleve køre flere gange i løbet af eftermiddagen – og I kan være forvisset om, at det er en stor oplevelse at se hjulene og remtrækket snurrer og buldre løs. I har også mulighed for at komme på en lille tur rundt i møllen og få fortalt nogle af møllens historier.

Kaffe, kringle og en pose nymalet mel

I museets cafe kan I købe kaffe og kringle eller købe en pose nymalet mel med hjem.

Pris: Alm. entré på 50 kr. for voksne.