Dansk Mølledag

Søndag den 20. juni 2021 kl. 13-16

Dansk Mølledag på Odder Museum - Fra korn til mel

Søndag den 20. juni kl. 13-16

Hjælp møllelauget med at tærske med plejl, så kornet kan blive renset og oplev, hvordan en gammel gårdkværn kan lave det bedste mel!

Det kan I opleve:

• Tærskning af korn med plejl som i gamle dage
• Møllelauget fortæller og demonstrerer
• Oplev, hvad en kornrenser kan
• Møllelauget maler mel på den nyrenoverede gårdkværn
• I får smagsprøver på brød bagt af melet
• Få jeres nymalede mel med hjem
• Køb en pose nymalet Ølandshvedemel
• Få en guidet rundtur i museets mølle med fortællinger

På Dansk Mølledag er der åbent hus på mange møller rundt i hele landet. Det er der også på Odder Vand. Og Dampmølle, der er en del af Odder Museum.

På gårdspladsen udenfor møllen vil der være stor aktivitet. Her kan I møde museets møllelaug, der er i gang med den nyistandsatte kornrenser og gårdkværn. Men inden da skal kornet afskalles, og det kan I hjælpe med – prøv at bruge en plejl som i gamle dage – to stokke, der skal bankes ned mod kornnegene, så avnerne kommer af. Derefter skal kernerne renses, og så kan det blive malet til mel på gårdkværnen. Til sidst kan I sigte melet og vælge, hvor groft eller fint mel, I vil have.
Møllelauget vil fortælle om kornet og vise, hvad hvordan kornrenser og gårdkværn er indrettet og bliver brugt. Disse maskiner fandtes tidligere på alle gårde – og var i øvrigt med til at udkonkurrere de danske vand- og vindmøller.

I kan også smage brød, bagt med det nymalede mel – vi har nemlig snydt lidt og bagt nogle brød i forvejen.
I har desuden også mulighed for at komme på en lille guidet tur rundt i museets mølle og få fortalt nogle af møllens historier.

Praktisk:

Arrangementet foregår på Odder Museums gårdsplads og under overholdelse af de gældende Corona-restriktioner. Vi henstiller til, at man holder god afstand.
Alle er velkomne til at kigge forbi.

Pris: alm. entré på 50 kr.