Byvandring Odder

Tirsdag den 19. februar 2019 kl. 19-21

Byvandring langs Odder Modeljernbane. Odder bys historie og udvikling

Tirsdag den 19. februar 2019 kl. 19.00 – 21.00

Vidste du, at der findes en miniatureudgave af Odder? - Ja, ”det er ganske vist!” I et kælderlokale i Odder Ungdomsskole holder HHMJK – Hads Herreds Model Jernbaneklub til, og de har bygget en modeljernbane op om en næsten tro kopi af den gamle Hads - Ning Herreds Jernbane fra 1884. En jernbane, der kører fra Aarhus Hovedbanegård gennem Malling til Odder.

Odder by

Modeljernbaneklubben har i opbygningen af modeljernbanen især fokuseret på Odder By og dens bygninger omkring år 1960-70. Så på aftenens besøg hos Odder Modeljernbaneklub vil man kunne komme på en byvandring med besøg i Odder anno 1960.

Naturtro kopi

Modeljernbanen fremstår med utroligt flotte og naturtro kopier af udvalgte bygninger i målestok 1:87, og de mest markante bygninger fra Odders bybillede på den tid er med: Foderstoffen, gasværket, slagteriet, pakhuset, remissen med drejeskive og Odder Station med diverse hoved- og sidespor.
Så mens du nyder modeltogenes kørsel rundt på sporene i de pittoreske omgivelser, kan du gå på opdagelse i Odder, som den så ud for knap 60 år siden med de mange smukke bygninger

To dele

Pladsen omkring modeljernbanen er begrænset, så derfor har vi af praktiske grunde valgt at dele aftenens arrangement op i to dele – et besøg ved modeljernbanen og et foredrag om Odder By og den udvikling i et nabolokale til modeljernbaneklubben.

Historien om Odder

Foredraget vil med udgangspunkt i fotos af modeljernbaneklubbens modeller af bygninger i Odder fortælle om Odders udvikling fra en mindre landsby, som op gennem 1800-tallet voksede og fra 1850’erne fik både Apotek, Ting- og Arresthus m.m. Byen blev centrum for omegnen, hvad der yderligere forstærkedes, da Hads - Ning Herreds Jernbane blev etableret. Der vil også blive fortalt om Odder Å’s betydning, om de mange vandmøller, og selvfølgelig også om nogle af byens markante bygninger og de forandringer, byen har undergået. Odder blev en by i fremdrift, som på få årtier gik fra landsby til ”købstad,” hvor bl.a. handlen kom til at spille en stor rolle.


Praktisk

I forbindelse med arrangement vil der blive serveret kaffe og kage.
Der er pga. de trange pladsforhold ved modeljernbanen begrænset deltagerantal.

• Tilmelding: Odder Museum, tlf. 86 54 01 75 i museets åbningstid, senest 17.2.19
• Mødested: Indgangen ved Odder Ungdomsskole, Nølevvej 2, Odder
• Pris: 50 kr.
• Togførere: Medlemmer af Hads Herred Model Jernbaneklub
• Foredrag: Museumsformidler og Naturvejleder Ole Sørensen, Odder Museum