Bustur til Odder Kommunes Genforeningssten

Søndag den 31. oktober 2021 kl. 13-16.30

Bustur til Odder Kommunes Genforeningssten

Søndag den 31. oktober 2021 kl. 13-16.30

 

Sidste år kunne vi have fejret 100-året for Genforeningen af Sønderjylland med Danmark. Desværre forhindrede en pandemi, at vi på Odder Museum kunne gennemføre et arrangement for at fejre denne store begivenhed. Det vil vi nu råde bod på!

 

Folkeafstemning

Da Tyskland tabte 1. verdenskrig, blev det besluttet ved folkeafstemning at afgøre, on Slesvig skulle være dansk igen. I Nordslesvig stemte flertallet for at blive dansk, mens flertallet i Mellemslesvig ønskede at forblive tysk.

Demokratiet afgjorde dermed, at Nordslesvig (nuværende Sønderjylland) i 1920 kom tilbage til Danmark. Landet blev genforenet efter 56 års adskillelse – efter nederlaget i 1864.

 

Genforeningen

Genforeningen blev en vigtig national begivenhed, der blev markeret i hele Danmark. Landet over gik befolkningen i de små landsbyer sammen om at rejse lokale mindesmærker over genforeningen. Store tonstunge sten blev slæbt ind fra markerne og opstillet i landsbymidten, mens vers og inskriptioner blev forfattet til lejligheden.

Fra 1920 til 1938 blev der rejst op imod 600 genforeningssten i hele landet. Ingen anden begivenhed i Danmarkshistorien indtil da havde resulteret i rejsningen af så mange mindesmærker!

 

Tur til Genforeningsstenene i Odder Kommune

I Odder Kommune blev der rejst 6 genforeningssten: I Snærild, Saksild, Odder Højskole, Hundslund, Ørting og på Møllebakken i Odder. Det er disse 6 Genforeningssten vi på dagens bustur vil besøge. Hver sten rummer sin egen historie, og den vil der blive fortalt om på turen rundt i vores dejlige kommune. På turen mellem de enkelte Genforeningssten vil museumsinspektør Eva Schmidt og museumsformidler Ole Sørensen fortælle om landskabet, landsbyerne og områdets kulturhistorie.

Vi forventer at skulle ud af bussen ved flere af Genforeningsstenene.

 

Kaffebord

Efter turen vil der være fælles kaffebord på museet.

Glæd jer til en dejlig bustur med spændende fortællinger om Genforeningsstenene og vores dejlige kommune.

 

Praktisk

Tilmelding: foretrækkes på mail kustode-odder@moesgaardmuseum.dk  eller på tlf: 86 54 01 75 i museets åbningstid, senest fredag den 29. oktober.

Mødested: Odder Museum.

Pris: 100 kr. pr. person.

Formidler: museumsinspektør Eva Schmidt og museumsformidler Ole Sørensen.