Arkivernes Dag på Odder Lokalhistoriske Arkiv
Lørdag d. 9. nov. kl. 13–16
Åbent hus i stuehuset på Odder Museum
Her vil være åbent med mulighed for at besøg arkivet, møde de frivillige medarbejdere og finde jeres historie – genopdage, hvad vi troede var glemt – her vil være grobund for at gøre et kup til det store bogudsalg – og selvfølgelig er vi logget ind på Danmarks største fotoalbum - arkiv.dk
På Arkivernes Dag d. 9. nov. vil der være åbent hus på arkiver over hele Danmark. Også på arkivet i Odder, og her vil vi hjælpe jer med at dykke ned i nogle af de spændende materialer, der kan findes om vores lokalsamfund og deres historie, om indbyggere, om ejendomme, om landsbyer og deres bygninger, om store og små begivenheder og meget andet.
Alle kan finde en del af deres historie på lokalarkivet
Der er mulighed for at se, hvad arkivet rummer og få hjælp fra arkivets medarbejdere til at finde historien om din familie, dit hus, by eller noget helt andet. Det er bare at komme indenfor, være nysgerrig og spørge!
Her er både aviser, kort og masser af flotte gamle fotografier samt originale arkivalier fra blandt andet virksomheder, foreninger og personer.
Stort bogudsalg
På Arkivernes Dag bliver der, som der er tradition for, et udsalg af nye og brugte lokalhistoriske bøger. En fin mulighed for at gøre en god handel – eller for at købe julegaven.
Hele eftermiddagen vil der være mulighed for at købe kaffe og kringle i museets café.
Så kig indenfor, hvis I vil finde jeres historie, eller hvis I bare er nysgerrige. Vi håber, at mange kommer forbi.