Flydende Grænser - Inka Sigel

10. november 2017 - 11. marts 2018

Første større solo-udstilling i Østjylland

Kunstneren Inka Sigel har gennem de seneste måneder arbejdet på et nyt stort udstillingprojekt, der skal vises på Odder Museum. Projektet hedder på dansk Flydende Grænser, og det bliver første gang, det østjyske publikum får lejlighed til at opleve den succesfulde dansk-tyske og herboende kunstner i en større solo-særudstilling. Udstillingen bliver til i samarbejde med Odder Kunst og har fået støtte fra Odder Kommune, Sparekassen Kronjylland, Nonbye a/s samt Odder Kunst. Der udkommer en publikation i forbindelse med udstillingen.

Herboende kunstner med flydende grænser

Inka Sigel bor i Odder, hvad der ikke lå i kortene fra begyndelsen. Hun er født og opvokset i Flensborg som en del af det danske mindretal. Hun har også boet på øen Mors og tilbragt tre år af sin barndom i Spanien. Hun er tysk statsborger, men bosat i Danmark, så Inka Sigels egne grænser er flydende. Hun har dog valgt at slå rødder i Danmark, hvor hun har boet siden 1989. De seneste 12 år i Odder, hvor hun bor sammen med sin mand og to døtre.

Store udsmykningsopgaver

Inka Sigel fik sit gennembrud da hun blev valgt til en stor udsmykningsopgave for Den Kongelige Danske Ambassade i Berlin. Det var i 1999. Den opgave førte flere med sig, blandt andet udsmykningen af Flyvestation Karup, hvor hun også begyndte at arbejde med glas som materiale. Her startede hendes samarbejde med dansk glaskunsts mester Per Hebsgaard, som hun siden har lavet flere opgaver med. Senest på udstillingen “Kunsten i Lyset,” som blev vist på Kunstmuseet for Religiøs Kunst i Lemvig og på Sophienholm. 

Arkitektur i baggagen

Inka er uddannet på Billedkunstskolen og Grafisk Skole i Århus, og hun også har taget et par år på Århus Arkitektskole. Hun debuterede i 1994 på Kunstnernes Efterårsudstilling og følte, at hun nu måtte træffe et valg mellem at blive arkitekt eller kunstner. Hun valgte kunsten og har aldrig fortrudt det. Alligevel har hun arkitekturen med sig. Hun arbejder ofte i meget i store formater i sammenhæng med bygningsmæssige udsmykningsopgaver.

Sit helt eget udtryk

Inka Sigel inspireres af naturens farver, former, mønstre og rytmer, - og især naturen nær hjemmet hvor skov og vand er tæt på. Hendes billedsprog er hverken konkret eller abstrakt. Motiverne er ikke betydningsbærende eller symbolske. Inka Sigel omformer sin inspiration til billedflader i bevægelse, ofte med en karakter af at være flydende eller under vand. Hun er stærkt optaget af lys og stoflighed og et af hendes særkender som maler er, at hun syr på sine lærreder. Sytråden giver et stringent modspil til den malede flade, som varierer fra tynde transparente lag til tyk pastos i akryl og olie. Inka Sigels kunst har sit helt eget og meget genkendelige billedsprog.

Om titlen

Udstillingen på Odder Museum har titlen “Floating boundaries”/ Fließende Grenzen” på dansk Flydende Grænser. Om titlen siger Inka, at flydende grænser ret godt dækker hendes malerier og billedsproget mellem abstraktion og genkendelighed: Uden ord og konkret betydning - nærmere båret af en stemning. Hendes maleriske univers er vægtløs og glider fra land/skov til under vand uden at være landskab. Titlen Flydende Grænser udtrykker også hendes taktile måde at arbejde med maling på, hvor hun veksler mellem forskellige teksturer og afprøver grænser for, hvad der er muligt kombineret med de karakteristiske syninger. Endelig dækker titlen også, at Inka Sigel som person har en fornemmelse af at være hjemme der, hvor hun er, uden at være stedbunden eller føle hjemstavn - glidende mellem to nationaliteter og to modersmål.

Nye værker skabt til udstillingen

På udstillingen vil publikum hovedsagelig opleve malerier, som er nye og skabt til udstillingen, fortrinsvis i store formater. Det er ikke en retrospektiv udstilling, selvom der også vises et par ældre malerier fra hendes debut på Kunstnernes Efterårsudstilling i København 1994. Derudover vises udvalgte værker i glas, skabt hos glasmesteren Per Hebsgaard fra Præstø.

Odder Museum og Inka Sigel glæder sig til udstillingen og håber, at rigtig mange mennesker vil lægge vejen forbi og få en stor kunstoplevelse.

Der er fernisering den 10. november klokken 17:00. Herefter vil udstillingen kunne opleves frem til 11. marts 2018.