Mesterkokken og madpakkens historie

Onsdag den 18. oktober, klokken 10–14.

Smør madpakke med en mesterkok og en madhistoriker

Onsdag i efterårsferien gæster mesterkokken Per Mandrup og museumsinspektør Bettina Buhl Odder Museum. Per Mandrup er gastronom og direktør for Smagens Univers. Han er vant til at bedømme verdens bedste stjernekokke til kokkenes verdensmesterskaber, men denne onsdag skal han lave historiske madpakker sammen med glade børn fra Odder.


Madpakker med historie

Den velkendte madpakke med leverståhej og rullepølse og italiensk salat har nemlig en masse historie. Det ved de færreste, men det gør madhistoriker Bettina Buhl fra Det Grønne Museum. Hende kommer børnene også til at møde, når der skal laves madpakker med mesterkokken og personalet fra Odder Museum.

Og vi lover, at det bliver en anderledes madpakke-smøring, end den forældre og børn kender hjemmefra, tidligt om morgenen.

Børnene skal både høre om madpakkens historie og det verdensberømte danske smørrebrød og om leverpostej og selvforsyning i andelstiden.

Sjove aktiviteter

Men først og fremmest skal de lave en masse sjove ting: De skal i haven og grave gulerødder og kartofler op, og de får lov til at lave mayonnaise og italiensk salat og deres helt personlige leverpostej under mesterkokkens kyndige vejledning. Har de mon nogensinde set en ægte svinelever? Eller mødt en levende landgris? eller en berømt høne fra andelstiden? Dem har Odder Museum også inviteret!

Telt med komfur, køkkengrej og langborde

Til lejligheden vil det blive opsat et stort telt med komfur, køkkengrej og langborde. Det bliver mesterkokkens domæne, og her skal der ved forskellige stationer skrælles, skæres, krydres, koges og bages sammen med Per Mandrup, så der kan laves en rigtig andelstidsmadpakke helt fra grunden. Andre steder på museet, indendørs og udendørs, møder børnene museumsinspektør Bettina Buhl, museumsinspektør Eva Schmidt og naturvejleder Ole Sørensen samt en masse gode frivillige fra museet.

Praktisk

Arrangementet er for børn i alderen 4-12 år samt deres forældre, bedsteforældre eller en anden voksen. Børn uden en voksen ledsager kan ikke deltage.

Det foregår på Odder Museum onsdag den 18. oktober kl. 10-14 og der sættes løbene aktiviteter i gang. Sidste hold vil blive sat i gang kl. 13.

Det er gratis at være med og der er ingen tilmelding.

Kulturring Østjylland-projekt

Arrangementet er en del af Projektet Årstidernes Højtider, der sætter fokus på lokal kulturhistorie og lokale retter, og den betydning egnsretter og mad generelt har haft. Projektet er en del af Kulturring Østjyllands indsatsområder i 2017. Kulturring Østjylland er et samarbejde mellem Kulturministeriet og kommunerne Favrskov, Norddjurs, Odder, Samsø, Skanderborg og Syddjurs Kommune.

Kontakt for yderligere information

Yderligere information omkring arrangement kan findes ved kontakt til:
Klaus Markmann, daglig leder af Odder Museum, eller naturvejleder Ole Sørensen på tlf.: 86540175.

Eller Betinna Buhl, Museumsinspektør på Det Grønne Museum, på tlf.: 20 80 31 27
Yderligere information om projektet Årstidernes Højtider kan findes ved kontakt til
Malene Lykke Scharling, kultur- og fritidskonsulent Odder Kommune, på tlf.: 30843402