Herregårdstur med bus

Onsdag den 17. maj kl. 10.00 – 13.30

Herregårde i landskabet

Odderegnens herregårde ligger spredt udover den østjyske agerjord i det tidligere Hads Herred. Vi har mange af dem, og det kan vi takke en vis rigsdrost og hans mange arvinger for. 

Førhen var disse herregårde små selvstændige landbrugssamfund, der havde mange mennesker i deres brød. I dag forbinder vi mere herregårdene med arkitektur, historie og maleriske kulturmiljøer, der alle ligger smukt placeret som markante spor i landskabet.

Historisk bustur i smukke landskaber

Denne onsdag inviterer museet på en historisk bustur, hvor vi skal ud og se nogle af egnens smukke gamle herregårde. På ruten vil vi se Rathlousdal, Åkær, Dybvad og herregårdskirkerne Falling Kirke, Gosmer Kirke og Randlev Kirke. Men ruten vil også gå forbi mange andre smukke og spændende kulturmiljøer. Her kan nævnes Ulv Kirke, jernbaneviadukten ved Bilsbæk, Kærsgård Voldsted, og en smukkere køretur end forbi Svinballe–Sondrup–Aalstrup og videre til Falling er svær at finde. Vel fremme ved Falling Forsamlingshus skal vi ud af bussen, for her venter Gitte Dinesen med karbonader med tilbehør, øl, vand og kaffe.

Fortælling undervejs

Guide på turen er Odder Museums naturvejleder, Ole Sørensen. Han vil fortælle om herregårdenes historie – om rigsdrost Joachim Gersdorff fra Skåne, om fru Bornemanns strømper, om ”statsminister” Joachim Schack-Rathlou og naturligvis også om det smukke landskab, vi kører igennem.

For handicappede og andre interesserede

Turen er planlagt i samarbejde med handicaporganisationerne i Odder, og den er primært tilrettelagt for de handicappede, deres hjælpere og pårørende. Andre interesserede er dog meget velkommen ved ledige pladser.

Praktisk

Tilmelding: Odder Museum på tlf.: 86 54 01 75 i museets åbningstid, senest den 12. maj.

Ved tilmelding bedes man oplyse, om man er kørestolsbruger og i givet fald størrelsen på kørestolen. Der kan være 6–8 kørestole i bussen.

Mødested: Odder Museum.
Pris: 100 kr. pr. person inklusiv bus, guide, frokost, øl/vand og kaffe.
Guide og fortæller: Naturvejleder Ole Sørensen, Odder Museum.