Havernes utallige varianter

Onsdag den 2. august klokken 19-21

Byvandring i havebyen Odder

Haverne har en lang historie. De var oprindeligt nødvendige for overlevelsen. Senere blev de bare vigtige for husholdningsøkonomien. I andelstiden var selvforsyning ikke et livsstilsvalg, det var noget, der fik enderne til at mødes.

Gennem tiderne har haverne har også været brugt til at markere status og position. Haver siger nemlig noget om dem, der bor i huset. Det var på den konto, blomsterne kom ind i billedet. Og vores alle sammens græsplæne.

Moderne haver siger stadig noget om dem, der bor i huset. Også selvom det ikke længere handler så meget om, hvilken klasse og stand man er født ind i. Det handler mere om livsstil og individualitet - men også om generationer, og om ejerne kommer fra landet eller byen.  

Og så er moderne haver projekthaver. Haven er vores fristed, og vi vil gerne have mange af fritidens funktioner ind i haven – fra trampolinen til insekthotellet.

Mange slags haver

På denne byvandring skal vi se adskillige varianter. Den først en af byens tidligste parcelhushaver. Den har haft samme ejer siden begyndelsen af 1960erne. En dejlig have, hvor vi også skal hører lidt om have-normer i Pipkvarteret. Derefter kommer vi forbi Klaus Markmanns egen have. Det er en rigtig projekthave. Den er på mange måde typisk for den nuværende generation af børnefamilier, med mange funktioner og lidt hang til vild-med-vilje.

Vi går forbi gården Stenslund, som har lagt jord til Pipkvarteret og kommer ud til Østermarkens Fjerkrækoloni, hvor Mogens og Ruth Gissel har haft kolonihave i 30 år. Her skal vi høre om Ruths have og hønsene, og vi skal selvfølgelig også høre om kolonihaverne, som har deres egen særlig historie.

På vej ud mod Økologiens Have kommer vi forbi den nystartede fælleshave i Odder. Den ligger på et stykke jord som ejes af Økologiens Have. Klaus, som har været med til at starte fælleshaven, fortæller om ideen og tankerne bag, og om hvad de godt 30 medlemmer får ud af at dyrke et stykke jord sammen.

Vi slutter i Økologiens Have, som jo er noget ganske særligt - ikke bare i Odder, men i Danmark. Her skal vi se flere af haverne og hører om, hvad det betyder at være økologisk havebruger.

Turen slutter i Økologiens Have. 

Praktisk

Tilmelding: Odder Museum, tlf.: 86 54 01 75 i museets åbningstid senest tirsdag 1. august.

Pris: 50 kr.
Mødested: Lundevej 55.

Turleder: Museumsinspektør Klaus Markmann

Parkering: Der er ingen særlige p-pladser på lundevej, men man må gerne parker i vejkanten. Alternativt kan man parkerer ved Økologiens Have (hvor turen slutter) og gå til Lundevej.