Gyllingnæs - en sommertravetur

Onsdag den 5. juli klokken 18–21

Gyllingnæs

Halvøen Gyllingnæs ligger en halv snes kilometer syd for Odder, og hele den yderste del af næsset ejes af Gyllingnæs Gods. Godset er på 616 hektar, heraf 163 hektar skov. Godset ejes af familien Holck Povlsen, Bestseller, der siden overtagelsen i 1995 har foretaget omfattende restaureringer af godsets smukke bygninger og har foretaget vidtgående forbedringer af miljøet.

Storslået natur

Rigtig mange har allerede været med på turen, men for jer, der ikke har prøvet det før, så er en tur rundt om næsset en unik sommeroplevelse: En travetur langs stranden, i storslået natur med fantastisk udsigt hele næsset rund. Der er mulighed for at se både havørn og sæler, hvis vi er heldige.

Egetræer

Overalt på Gyllingnæs ses spor af menneskets aktiviteter. Det store skovområde, som engang dækkede næsset, har op igennem tiden været en efterspurgt ressource. Heldigvis for os står der stadig nogle af de gamle kæmpeege tilbage.

En tur på Gyllingnæs er også fortællingen om et kloster, der blev til et af Danmarks største trykkerier, om en godsejers noget usædvanlig gravsted, om englænderne der kom til Gyllingnæs, Blichers Eg, godsets historie og meget mere.

Så glæd jer til en god lang travetur med spændende fortællinger en dejlig sommeraften.

Praktisk

Tilmelding: Odder Museum, tlf. 86 54 01 75 i museets åbningstid.
Mødested: for enden af Mantelenvej(nr. 75) ved Lerdrup Bugt.
Pris: 50 kr.
Medbring: kaffe, madpakke, varmt tøj, evt. kikkert, samt støvler til den 9 km lange travetur.
Turleder: Naturvejleder Ole Sørensen, Odder Museum.