Ged og fortælling ved stranden

Søndag den 15. januar klokken 11–14

Tur med efterfølgende spisning på restaurant Himmel og Hav

Kyndelmisse, den 2. februar, markerer, at halvdelen af vinteren er gået. Et gammelt vejrvarsel siger, at hvis det ved kyndelmisse blæser så meget, at 18 kællinger ikke kan holde den 19. ved jorden, så vil foråret snart være på vej. Her godt to uger før kyndelmisse håber vi dog på høj himmel og frostklart vejr til dagens arrangement - ikke på blæsevejr, så deltagerne på turen skal tøjres for ikke at blæse væk!

Grillet ged

Ved restaurant Himmel og Hav blive vi mødt af restauratør og viking Bjørn Olsen
og den skønne duft af grillet gedekød. Bjørn har sat geden til langtidsstegning på grillen, og geden skal vi nyde, når vi kommer tilbage til restauranten efter vandreturen.

Vandretur med fortælling

Efter duftindtrykkene tager vi på vandretur - en gåtur langs stranden fra Rude til Saksild Strand og herfra ind gennem sommerhuskvarteret til langdyssen og tilbage til restauranten. Gåturen vil byde på spændende fortællinger om stedets historie op gennem tiden fra stenalder til den tid, hvor den rekreative brug af stranden blev modene omkring begyndelsen af 1900-tallet.

På en tur langs stranden ved Rude kan strandstenene ikke undgå ens opmærksomhed. De fortæller om geologi og mange hundrede millioner års skabelseshistorie, som sætter dagens vandretur lidt i perspektiv.

Turen langs stranden byder også på nyere fortællinger om ladepladser; om Rude- og Saksildbøndernes beplantning af de sandede jorde; om Saksild Badehotel og købmand Georg Nielsens sommervilla, Rudehuset, og den efterfølgende sommerhusbølge og begejstring for strand og vand.  På dagens tur vil vi komme forbi flere af de skønne gamle sommerhuse.

Langdyssen ved Rude

Langdyssen ved Rude vidner om at der boede folk her i området for for godt 5.000 år siden: I bondestenalder, hvor de dyrkede jorden og havde husdyr, kvæg, svin, får og geder - som altså er stenaldermad.

Efter par timers vandretur slutter vi af med den kulinarisk oplevelse med grillet gedekød og rodfrugter samt varm æblegløgg med mjød, og herefter vil der være kaffe. Bjørn Olsen vil fortælle om tilberedningen af geden og maden. 

Et tur som kræver varmt tøj

Man skal være opmærksom på, at hele dagens arrangement foregår udendørs, så klæd jer rigtig godt på. Vi kan dog komme i tørvejr ved Himmel og Hav, hvis det skulle regne.

Glæd jer til et spændende, anderledes og vildt arrangement – og husk TILMELDING!

Tilmelding: Odder Museum på 86540175 i museets åbningstid, senest onsdag den 11. januar

Mødested: p-pladsen ved restaurant Himmel og Hav
Turleder: naturvejleder Ole Sørensen, Odder Museum
Pris: 250 kroner
Medbring: Varm, vind- og vandtæt tøj og fornuftigt fodtøj.